Om os

Ice Limo har siden 2012 været drevet af N.H. Lindhardt, ejer af Aabybro Mejeri, og er nu også ejet af hans søn Hans Christian Lindhardt. Virksomheden er godkendt af Jammerbugt Kommune og råder over en officiel limousinebevilling. Alle vores chauffører har gennemført de lovpligtige kurser – så du kan føle dig tryg og i gode hænder.

Hos Ice Limo kører vi til alle slags begivenheder, store som små, og vi sørger for, at du altid ankommer med stil. Uanset om det gælder en afhentning i lufthavnen, bryllupskørsel, gallafest, konfirmation, en romantisk aften, forretningskørsel eller en blærerøvstur i byen med vennerne, står vi klar til at give dig en køreoplevelse udover det sædvanlige. Vores erfarne og imødekommende chauffører sørger for, at du kommer sikkert og stilfuldt frem – altid til tiden og med et smil.

Udover almindelig kørsel findes der et væld af muligheder, for at benytte de luksuriøse køretøjer til photoshoots, musikvideoer eller noget helt tredje. Kontakt os for mere information.

Stærk passion for biler

Hos Ice Limo handler det ikke kun om at køre folk fra A til B. Det handler om oplevelser, om nostalgi – og om N.H. Lindhardts dybe passion for klassiske biler.

For N.H. Lindhardt begyndte bilglæden i barndommen, hvor han som dreng kørte med sin far i tankbilen med mælk, og siden selv overtog rattet. Men det var først i 2010, at kærligheden til de klassiske biler for alvor tog fart. Det skete en aften, hvor han fik lov til at køre hjem fra Aalborg i en Rolls-Royce Silver Cloud årgang 1959. Det var kærlighed ved første køretur. Dagen efter blev bilen hans – og siden da er samlingen kun vokset.

 

Fælles kærlighed til motorer gennem generationer

I takt med at N.H. Lindhardts imponerende samling af biler voksede, begyndte Hans Christian Lindhardt også at udvikle en stor interesse for de samme typer motordrevne køretøjer. Hans fascination voksede, og ligesom sin far deler han en stor kærlighed til alt, hvad der har motor og sjæl. Denne fælles passion binder generationerne sammen og vidner om en stærk respekt for håndværket og historien bag hvert enkelt køretøj.

I dag huser garagen bag Aabybro Mejeri en sand skattekiste af biler: Fra en limousine og specialbyggede pick-up trucks til motorcykler og en ægte kronebil. Hver bil har sin historie, og hos Ice Limo bliver de ikke bare støvet af – de bliver kørt, vist frem og delt med andre.